HVEM ER JEG?
Mit navn er Kitt Sørensen og jeg er autodidakt ridelærer og biomekanik-nørd. Jeg har altid arbejdet på hestens betingelser og mit hjerte brænder for hestens velfærd fra stald til stævne. Hestene har været en del af mit liv helt fra jeg var barn og jeg har altid været dressurrytter. Derudover har jeg drevet professionel dressurstald i 20 år og undervist i dressur gennem 30 år.
I dag dedikerer jeg mit liv til at undervise igennem biomekaniske briller på tværs af discipliner. Jeg samarbejder blandt andet med dyrlæger, osteopater og hestetandlæger, hvoraf min rolle består i at sætte genoptræning på hesten, efter dyrlægebehandling og/eller skadespause. Jeg har i samarbejderne arbejdet med heste med alle mulige forskellige typer af udfordringer – slinger, sædstreng, gaffelbåndsskader mm., og vi har fået heste tilbage på konkurrencebanerne, som ellers har været erklæret uegnet som ridehest.
MIN TILGANG
I mit eget arbejde har jeg fundet logikken i hestens biomekanik i træningen gennem mine forløb med dyrlæge hestene. Jeg går en anden vej nu, end jeg tidligere har gjort og arbejder derfor med alle typer heste og alle discipliner – men fælles er, at det er en hestekrop vi arbejder med, da kroppens velbefindende har det samme udgangspunkt uanset type af hest.
Min generelle tilgang er at lægge fokus på at mobilisere, løsgøre og ligeudrette hesten, samt opbygge muskulaturen. Denne metode handler om at spore hesten korrekt, så den går i balance og opbygger en symmetrisk muskulatur, til at stabilisere hestens skelet. Jeg tror på, at hvis fundamentet er godt, er det nemmere at opbygge hesten til at uddanne den til et højere niveau, og sværere øvelser kan dermed gennemføres let og korrekt – og dette uanset disciplin.
MIN VISION
Jeg brænder for at vise en anden vej i hesteverdenen og i hestesporten på topplan og min vision er at derfor at skabe glade, langtidsholdbare og vitale heste, der tager udgangspunkt i hestens krop og træning med omtanke – både fra jorden og i sadlen.
Derfor uddanner og udvikler jeg mig fortsat og tager blandt andet årligt på dissektionskurser for at blive klogere på alt der ligger under pelsen på hesten.